Hokkaido-suppe

posted in: Fremhævet, Opskrifter | 0

Hokkaido-suppe

Denne ret er supernem, billig og ikke mindst en god måde at få spist en stor mængde grøntsager på en velsmagende måde.

Det nemme ved denne suppe er at man kan bruge de grøntsager, som man bedst kan lide.

Som hovedregel skal der dog vægtmæssigt være mindst halvdelen Hokkaido-græskar, men ellers er der frit valg blandt almindelige danske grøntsager.

 

Nedenstående er et forslag til ingredienser som ihvertfald giver et godt resultat.

 

Ingredienser

4 stk i alm. størrelse løg

4 fed hvidløg

1/2 kg kartofler

1 stk., ca. 1 kg Hokkaido-græskar

1 dåse kokosmælk, f.eks. økologisk Santa Maria

1 1/2 liter vand

Bouillon – 1 stk. Kylling + 1 stk. grøntsag. Vi bruger Knorr’s Fond Du Chef…

Naturli’ Smørbar

2 tsk. salt

 

Tilberedning

Alle grøntsager rengøres. Løg og hvidløg skæres i grove stykker og svitses med Naturli’ Smørbar i en stor gryde, som kan rumme minimum 6 liter.

 

Mens løgene svitser i gryden halveres græskaret med en stor kniv. Kernerne fjernes i hver halvdel med en ske og de dårlige dele af skrællen fjernes med en skrællekniv. Man skal kun fjerne de dele af skrællen som er dårlig eller misfarvet.

Græskarret deles i mindre stykker og gøres sammen med de skrællede grovtdelte kartofler,  klar til at komme i gryden.

 

Når løg og hvidløg er svitset bløde tilsættes græskar og kartofler.

 

Vand og boullion-terningerne tilsættes og det hele koges ved svag varme i ca. en halv time.

 

Efter en halv times kogning slukkes for varmen og indholdet blendes med en stavblender direkte i gryden.

 

Kokosmælk og salt tilsættes og suppen røres godt igennem.

 

Suppen er nu klar til servering.

 

Man kan med fordel tilsætte Chili sammen med kartofler og græskarret, hvis man ønsker en suppe som er lidt spicy.