Hånd-eksem i en Corona-tid…

posted in: Fremhævet, Hudpleje | 0

I denne tid hvor vi alle skal have maksimal fokus på håndhygiejne er det et tiltagende problem at holde huden på hænderne sund.

Det er en simpel ubalance mellem vask og kroppens evne til at holde huden sund, som er årsagen til de problemer vi ser nu.

Årsagen er at den megen håndvask fjerner de fedststoffer, som holder de enkelte hudceller sammen. Det betyder, at hændernes naturlige hud-barriere bliver utæt og allergener kan komme ind i kroppen.

Når man får et eksemudbrud er det immunforsvares reaktion på allergener, som skaber rødmen, kløen og væskende sår. Reaktionen kaldes inflammation og er kroppens beskyttelses-mekanisme.

Hudpleje og behandling

For at undgå en forværring af eksemtilstanden på hænderne er det essentielt at genopbygge hud-barrieren og samtidigt få slået inflammationen ned.

Efter hver håndvask skal AL sæbe skylles godt af og mens hænderne stadig er fugtige skal der påføres rigelige mængder creme. Desuden skal du bruge en creme, som er lavet til eksemhud og som kan genopbygge huden. Det skal være en creme der indeholder de samme fedtstoffer som huden nu mangler og har mistet ved den hyppige håndvask. Disse er f.eks. ceramider, kolestorol og fedtsyrer. De er bindemidlet mellem de enkelte hudceller og sammen skaber de en hud, som ikke lader allergener komme ind, men som holder på kroppens fugtighed.

Jeg har selv følsom hud og gennem de sidste plus ti år undersøgt hvad der virker til personlig hudpleje. Utallige produkter er blevet testet, men indtil videre er den klart mest effektive hudplejecreme CeraVe’s hudlotion. Den indeholder en god kombination af de ceramider, lipider og fedtsyrer, som kroppen bruger i opbygningen af en sund hud.

Ved at bruge CeraVe creme eller cremer med tilsvarende indholdsstoffer kan man hjælpe sin hud til klare de strabadser den bliver udsat for.

Brug creme om morgenen efter badet, efter hver håndvask og inden sengetid. Da cremen suger hurtigt ind i huden kan man smøre sig ofte, især i den første “genopbygnings-fase”.

For at minske inflammationen kan man med fordel smøre eksemområderne en-to gange dagligt med hormoncreme. Her ville jeg vælge Locoid, som du dog lige skal have lægen til at ordinere. Det er en klasse 2 creme og er ret effektiv samtidig med at risikoen for bivirkninger er meget lille.

Det er vigtigt ikke at være “steroid-forskrækket”. Man skal huske på at hud med eksem og inflammation i sig selv er en farlig hudforandring, som udgør en risiko for værre tilstande i fremtiden. Derfor er det vigtigt at behandle hurtigt og følge op med effektiv hudpleje.

Det er først ved brug af klasse 3/4 cremer i meget lang tid på samme område, at man på den lange bane kan opleve bivirkninger.

Du kan finde andre gode råd om kost, hudpleje og behandling af eksemhud i de andre artikler her på siden.